Vi søger alle lykken, men desværre leder vi tit det forkerte sted – og dermed forgæves, naturligvis. Lykken bliver følgelig opgivet som en naiv illusion fra barndommens magiske univers. Vi tilpasser os verden i stedet for at tilpasse verden til os. Vanen og voksenlivet lister sig ind som en umærkelig tåge, og livet forlader os langsomt, men sikkert som nattens drøm, der bliver konfronteret med hverdagens uimodsigelige realitet. Dette skønt vores blødende hjerte stadig sukker dybt og drømmende efter Livets urkræfter. Længslen efter det grænsesprængende kan være utrolig stærk, fordi vort hjerte inderligt fornemmer, at der findes steder, hvor det stadig findes – i det usædvanlige og umoralske, i lidenskaben og den enestående skæbne. Alt det, der gør os til den eneste ene og dermed uerstattelig for menneskene og verden.

Eventyrets lykke er ikke en naiv illusion eller et fromt håb, der kun hører hjemme i bøgernes eller filmens verden. Men Landet østen for Solen og vesten for Månen finder du uhyre sjældent ved at søge efter det i udbudet af alment accepterede valg. I den obligatoriske kæreste, fornuftige uddannelse og i det velfriserede job. Eller i familiens, vennernes og naboernes forventninger. Du finder det ved at dykke ned i dit Dyb og ved at tage Konsekvensen af det, du møder, uanset hvad. Dette er altafgørende. Det er en vej, der ligesom for eventyrenes hovedpersoner kræver tillid, mod, ydmyghed og opgivelse af al vanetænkning. Det er en vej, der kan løslade din Gudinde og give dig Livet tilbage i form af en indre sjælsstyrke, elektriserende seksualitet og ægte fuldblodsglæde. Først når du er blevet ét med din Gudinde, vil Lykken og Kongesønnen også kunne øjne dig. Kunne øjne dig i den grå mængde som den juvel, du er født til at være. Først da vil dine Drømme blive din umistelige Skæbne. Gudinden burde være det letteste at finde – hun er jo vores Væsenskerne – men det er det desværre ikke. Fordi hun har været gemt bort så længe, er hun blevet noget udefinerbart og fremmede, ja, skræmmende. Selv om hun er vor frelse, lader vi hende ikke frivilligt komme frem, for hun stiller sig ikke tilfreds med at være ét med Normalitetens Pænhed. Gudinden og det overfladiske jeg kæmper en evig magtkamp som to heste, der løber hver deres vej. Desværre er det overfladiske jeg – ikke mindst dets drift til at være ligesom alle andre – utrolig stærk, da det livet igennem er blevet næret af samfundets allestedsnærværende krav. Derfor må jeg’et tæmmes, så det atter lader det guddommelige dyb indtage overfladen. Først da vil Hundyret, der er det virkeligste af alt, blive realiseret i al dets magtfulde vælde. Jeg kan med en kærlig og stærk hånd åbne op for dit Dyb. Men hvad den ene har brug for, er måske unødvendigt for den anden og skadeligt for den tredje – og omvendt. Derfor anvender jeg en mangfoldighed af forskellige teknikker, hvis fællesnævner naturligvis altid er lyttende ører, samtaler, tillid og forståelse. Målet er imidlertid det samme: At du realiserer det, som du i dit inderste altid har vidst, at du er. En Gudinde i menneskeskikkelse. Hvorfor også gå på akkord med det stærkeste og mest livbringende i dig selv? Hvorfor kvæle din egen Natur? Hvorfor sætte en stopper for Solen og Regnen? For selve Eksistensens åndedræt? Eller hvor længe tror du, det er klogt, at du lader Livet forlade dine årer som sandet mellem fingrene?